Billigere end Lalandia: Det tropiske badeland Weissenhäuser Strand

Billigere end Lalandia

Det tropiske badeland Weissenhäuser Strand ligger i Tyskland og ligner på mange måder det danske Lalandia – bare billigere og lidt mere alsidigt. Mødrene fra Regnbuemor har besøgt stedet hele to gange. Her kan du læse om deres oplevelser med badelandet.

Transport

Weissenhäuser Strand ligger ikke langt fra den dansk/tyske grænse. Det er derfor nemt at komme dertil, både med bil og tog. Man kan med fordel tage toget fra København via Rødby-Puttgarden til Oldenburg/Holstein. Det tager ca 1,5 time i bil, fra man når den tyske grænse i Sønderjylland og 45 minutter fra Puttgarden, før man lander på adressen. Det er noget, de fleste børn kan være med til.

Overnatning

Der er både mulighed for at bo i ferielejligheder og -huse. Regnbuemors familie boede i en stor lejlighed med plads til alle fire børn. Deres lejlighed var i stueplan, hvilket gjorde det dejligt nemt, når de skulle ud med den store tvillingeklapvogn. Lejligheden indeholdt de nødvendige ting og sengene var gode.

Selvom lejligheden var meget slidt, gjorde det ikke alverden, fordi meget af tiden alligevel blev brugt på aktiviteter og oplevelser rundt omkring på resortet.

Oplevelser

Det subtropiske badeparadis byder på oplevelser for vandhunde i alle aldre. Der er både rutsjebaner, saunaland, water world og meget, meget mere. Stedet byder dog ikke kun på badeland, men der er også mange andre oplevelser at hente, fx fodboldgolf, wellness, fitness, bowling, billard og en minizoo med krybdyr. Stedet har også sin egen børneklub, Kidz Club, der sørger for forskellige børneaktiviteter, der henvender sig til børn over 4 år. Da regnbuefamilien var afsted første gang, blev børneklubben til et af højdepunkterne for børnene. I børneklubben er der mulighed for kreativ udfoldelse, der er masser af spil og legetøj til at underholde børnene.

Regnbuemødrenes datter Isabella var især vild med at prøve klatrevæggen, imens sønnen Nicolaj ikke kunne få nok af den store hoppepude midt i legelandet.

Regnbuemødrene fortæller, at det eneste store minus ved badelandet var omklædnings- og badefaciliteterne. Her er der ingen sæbe til afvaskning, for få kabiner, for meget træk og kun to små baderum til hvert køn. Man kommer derfor meget tæt på fremmede mennesker. Der er til gengæld aflåselige rum til klapvognene, hvilket er et kæmpe plus.

Stranden ligger kun et spytkast fra resortet og der er masser af legepladser rundt omkring. Der er altså masser aktiviteter at give sig i kast med.

Mad

Anden gang mødrene var afsted, spiste de blandt andet på restauranten ved Jungleland. Her var der levende dyr i loftet, som de to mindste syntes, var et kæmpe hit. Her var maden rigtig fin og til rimelige priser.

Der er også et pizzaria på resortet, hvor mødrene også fik mad fra. De tog pizzaen med tilbage til lejligheden. Første gang de var afsted spiste de på pizzariaet flere gange, men anden gang syntes mødrene, at kvaliteten var lidt dalende. Eftersom man bor i ferielejligheder er der også mulighed for selv at stå for aftensmaden. Man kan fx køre til nabobyen, hvor man finder både Netto, Aldi, LIDL og det tyske supermarked Famila.

Priser

Stedet er klart billigere end Lalandia hvad angår forbrug på stedet. På Weissenhäuser kunne mødrene og de fire børn spise et måltid for 3-400 kr., modsat fx Lalandia, hvor de har oplevet, at regningen ofte oversteg de +1000 kr. Børneklubben er desuden gratis for alle børn, der er ledsaget af en voksen.
Weissenhäuser Strand ligner altså Lalandia på rigtig mange måder – bare billigere og lidt mere alsidigt.

Indholdsfortegnelse
  1. Transport
  2. Overnatning
  3. Oplevelser
  4. Mad
  5. Priser