Nem og hurtigt: Pasta med kødsovs
En af de nemmeste, billigste og hurtigste retter vi kender herhjemme er pasta med kødsovs. Man kan lave det på et hav af forskellige måder. Jeg har i mange år prøvet mig frem, og er bare kommet frem til denne helt vildt nemme version.
Stor portion til at fryse ned
Jeg plejer altid at lave en rigtig stor portion. På den måde kan jeg fryse det ned i poser og altid lige hive en pose op til opvarmning. Man behøver ikke engang at tø det op. Det er bare direkte i gryden, og koge op igen.
Det er simpelthen så belejligt de dage, hvor vi fx skal til dans eller musik lige efter børnehave. Efter sådan en lang dag, er det bare vanvittigt nemt lige at sætte noget pasta over og hive kødsovs op af fryser.
Hvilken pasta?
Så er der jo pastaen. Hvilke vælger man? Jeg har boet i Italien og har fået endeløse forklaringer på, hvor vanvittig stor forskel der er på pasta. Og den sovs de anrettes i. Jeg er fan af de fleste pastatyper. Men især vild med linguini (de passer bare ikke til sovse med kød, men bedst til lette saucer med fx skaldyr), farfarelle (som går både til kødsovs og flødesovs) og så farvede muslinger (som er gode til alt!). Men lige for tiden har vi rigtig meget rigatoni i skabet, og det er faktisk også den, mange italienere bruger til den klassiske kødsovs, og ikke spaghetti, som vi tror herhjemme.
- Opskrift:
Hvidløg
Løg
Brune champignoner
Gulerødder
Hakket oksekød
Tomatpure
Vand
Salt, peber, basilikum, timian, oregano, cayenne
Svits løg og hvidløg i en gryde med en masse olie. Når de har fået farve, smider du champignoner i skiver ned i gryden. Efter et par minutter smider du gulerødder skåret ud i små tern ned. Det røres sammen godt. Og så skal der hakket oksekød i. Det skal røres godt og grundigt sammen med grøntsagerne. Når det er brunet skal tomatpureen og vandet i. Til sidst krydderierne. Rør det godt sammen og lad det koge 30-90 minutter på lav blus.
Anretning
I mellemtiden koger du pastaen. Og når den har kogt al dente, altså hvor den stadig har bid, så hælder du vandet fra og så al pastaen ned i kødsovs-gryden. Hvis du laver store portioner som jeg gør, så tager jeg en pande, og hælder pastaen ned i den sammen med den mængde kødsovs, der passer til. Jeg rører det godt sammen, mens den står på lavt blus. Og så serveres det på tallerkener. Bon appetit!
Nu tænker du sikkert, hvis jeg skal bruge 90 minutter på at koge kødsovs, hvordan kan det så være så hurtigt? Well, det er fordi, du så laver en stor portion, og så fryser ned. For os, altså jeg og min datter, er der til 4 portioner her. Så ja, første gang tager det halvanden time. Men de tre andre gange, tager det de ca 8 minutter, der tager at koge pasta! Det er da nemt og hurtigt!