Sommerferie på en klassisk ødegård i Sverige

Sarah Kirkemann har tilbragt sin sommerferie i en klassisk, stor og mørkerød ødegård i Sverige – langt ude i skoven. Her kan du læse, hvordan hele familien på seks personer oplevede at holde sommerferie i disse omgivelser.

Vi har tilbragt noget af sommerferien i Sverige i en stor, klassisk og mørkerød Ødegård langt ude i skoven med en vennefamilie, der har to jævnaldrende drenge. Familien har vi kendt siden drengene var helt små og børnene gik i en periode i vuggestue og børnehave sammen. Nu ses de dog kun i weekender og ferier.
Da vi skulle finde et hus, var det vigtigt at det var stort og rummeligt med mange sengepladser, at der var en stor grund til og at det ikke tog for lang tid at køre derop fra København. Dels fordi vi kun havde en uge sammen og rigtig meget fordi vores familie inkluderer en 6 måneders baby. Svaret fandt vi på Airbnb til 7000 kr pr. uge.

Ryds Bilkyrkogård

Malingen er for længst skallet af bilerne, og rusten har forvitret metallet. Grene og buske gror op gennem vragene, som er ved at gå i ét med skoven. De fleste biler er ribbet for løse dele, ofte er der kun den ydre form tilbage – og så rattet. Ruderne er knust, og mange af de løsdele og det værktøj, der oprindeligt lå her, er forsvundet i tidens løb.

Bilernes kirkegård er et unikt sted, der indbyder til refleksion og eftertænksomhed. Her har naturen gået sin gang. Man kan gå rundt og betragte de mange modeller og former og vil måske spørge sig selv, om det man ser er natur eller kultur. Der er en sær blanding, hvor naturkræfterne til sidst vinder.

I slutningen af 1940’erne slog Åke Danielsson sig ned ved mosen vest for Ryd og etablerede en skrothandel ved den gamle vej mellem Ryd og Hässleholm, men 1960’erne blev der bygget en ny hovedvej, og der kom ikke længere kunder forbi skrothandlen. Hvorefter bilerne blev stående i vejkanten, og langsomt fik stedet lov til at forfalde. I dag kan man derfor opleve et sælsomt skovlandskab med 150 gamle, rustne bilvrag, som langsomt er ved at gå i opløsning i skovbunden.

Bilkirkegården ligger ud til vej 119, to kilometer vest for Ryd i det sydlige Småland.

Nordisk safari med vildsvin, hjorte, urokser og muflonfår, hvor man selv kører rundt i den vilde natur i egen bil og i eget tempo. Man måtte selvfølgelig ikke stå ud af bilen, da dyrere jo var vilde og kunne opføre sig uhensigtsmæssigt, hvis de blev skræmte.
Det var ikke et heldagsarrangement, men en fint formiddags- eller eftermiddagstur – og en rigtig fin måde at vise børnene noget vild natur med garanti for at se nogle af de dyr, der lever på disse kanter.

https://www.kostasafaripark.se
Åben alle dage fra Maj til September kl. 10-22
Priser: Bil 150 kr + 100 kr pr. voksen, + 75 kr pr. barn 4-15 år, barn under 4 år gratis.

High Chaparel

Er du og din familie til cowboys og indianere, krudt og kugler, Zorro og lovløse banditter? Så er temaparken High Chaparral et værdigt besøg værd! Det er som at træde direkte ind i Det Vilde Vesten, som det så ud i 1870’ernes Amerika.

Temaparken er virkelig godt skruet sammen og det er shows og oplevelser, som gør dit besøg spændende, læringsrigt og eventyrligt for både voksne og børn. Og vigtigst af alt, så er det et sted hvor der er højt til loftet og børnene kan lege med. De kan kravle på tagene og boltre sig i støvet, opleve ægte galoperende heste og rivaliserende skudsalver. Møde Zorro og være en eftersøgt ensom cowboy. Vi tilbragte bare en enkelt dag deroppe, men man kunne sagtens overnatte der (i hytte eller camping) og tage en dag mere.

Sted: HIGH CHAPARRAL | BOX 56 | 335 04 HILLERSTORP | SVERIGE
Pris: 240 SEK for voksne og børm over 100 cm.
Info: https://www.highchaparral.se/da/

Indholdsfortegnelse