To Dage i Aarhus med Tre Børn på Budget

Trine fra Septemberborn har været i smilets by Århus med sin familie, der består af mand og tre børn mellem 1 og 5 år. Her oplevede de Århus på et ekstremt lille budget, da byen gemmer på en masse gratis aktiviteter for børn og voksne!
Banegården
Start allerede ferien fra banegården i Århus. Her kan man kigge på tog i lang tid. Inde på Joe & Juice, har de udstillingstog, som kører rundt. Det koster en 2-krone at se modeltogene køre.
Indendørs legepladser
Væksthusene i botanisk have har gratis entré, der er masser af parkeringspladser med 5-timers gratis parkering. Væksthusene består af fire klimazoner med smukke blomster og planter. Det er en oplevelse både for børn og voksne. Der er café med rimelige priser ellers kan man nyde sin medbragte mad i botanisk have, som også er en oplevelse i sig selv.
Storcenter Nord har også gratis underholdning for børn. Her er legeland for børn i alderen 0-8 år. Området er delt op, så der er er område for tumlinge i alderen 0-3 år og et andet for de større børn. Derudover er der små akvarier med fisk. Her er også nemt at parkere, da de har parkeringshus.
Dokk1 har masser af leg både inde og ude. Her er noget for enhver smag og vil næsten sige, det er et must at besøge. Der er alt fra udklædning, tumlebaner, en lille sal med plads til udfoldelse, store LEGOklodser og MEGET mere. Der er ammerum, toilet-faciliteter og plads til at spise madpakker indendørs. I Dokk1 er der også mulighed for at parkere, hvor man afleverer bilen, stiger ud og så “forvinder” bilen ellers. Dette kan man også stå og se på, hvilket er en oplevelse i sig selv. Hjalte synes i hvert fald, det var fedt at se på. Til de kaffetørstige forældre, har Dokk1 også en café. Udenfor er der forskellige legepladser rundt om og med udsigt til Aarhus havn, som virkelig er blevet udvidet over de sidste par år.
Legepladser
Børnenes Jord er en dejlig legeplads i ø-gaderne. Her er der også dyr og det hele er gratis. Selvom de siger, at målgruppen er 10-17 år, så tøv ikke med at besøge stedet, selvom i har meget mindre børn.
Legepladsen ved mindeparken er også et besøg værd. Dette kan kombineres med en tur omkring Marselisborg Slot.
Ishuset på Marselisborg lystbådehavn
En tur ned på Tangkrogen kan også anbefales. Her kan i evt gå en tur på “den uendelige bro”, tage badetøjet med og få jer en dukkert. Slut gerne turen af på lystbådehavnen, hvor de laver de bedste is i ishuset, mens i ser på flotte både og skibe.
Når i er i den ende af byen, kan et smut forbi Dyrehaven også anbefales. Du må gerne tage gulerødder med hjemme fra og fodre dyrene.
Ikke-gratis oplevelser
Til de oplevelser hvor budgettet af ens tur ikke har betydning, er der Naturhistorisk Museum i Uniparken. Der er gratis entré for børn, men koster 75 kr for voksne. Når I alligevel er i Uniparken, så kan I tage ned og fodre ænderne ved søerne – det er ganske gratis.
Køb entre i den gamle by og få halv pris på indgang i Friheden dagen efter. Det bliver dog alligevel lidt dyrt, for børn er gratis i den gamle by, så børn får ikke gavn af tilbuddet og skal betale fuld pris i Friheden.
Leos Legeland ligger ude ved IKEA. Det er helt sikkert et hit for børn i alle aldre. Men det er lidt dyrt at komme ind. Hvis vejret ikke er til de store udendørsaktiviteter, kan det være et godt alternativ.
Når man er i Århus skal man selvfølgelig ikke undgå kunstmusset AROS. Det er en oplevelse for både børn og voksne. Men hvis I har børn med, så kan det godt blive lidt langhåret hvis I skal igennem det hele. Men tag op på taget og gå en tur i regnbuen, det er en fantastisk oplevelse og en fantastisk udsigt ud over Aarhus.
Spisesteder
Vi spiste den første aften i IKEA. Babyer kan få gratis babymad. Og spørger i efter nogle plastik engangskrus, så er der fri vand. Pris: 2 voksne, 2 børn og 1 baby for 130 kr.
Kowloon er billigt asiatisk mad, som smager godt. Den findes både på Banegårdsgade samt Frederiksgade. Man kan få “to go”, men hvis man vælger at spise i restauranten på Frederiksgade, så kan det sagtens lade sig gøre også med mindre børn. Der er nemlig rigtig børnevenligt.
Street Food er bestemt ikke et billigt alternativt, til gengæld er det et besøg værd! Der er mad fra hele verden og til enhver smag, dog kan jeg godt savne lidt sundere alternativer. Vi fik burger med tilbehør, pizza og 3 sodavand. Pris: 2 voksne og 3 børn for 270 kr.
Pizza fra Streetfood
Skal man have et sted at spise, hvor børn er mere end hjertelig velkommen, kan jeg anbefale “Hos Sofies Forældre” på Frederiksgade.
Parkering
Hvis du skal parkere billigt er Magasin eller Bruuns Galleri ikke løsningen, da det er temmelig dyrt at parkere der. Hvis man kan klare at parkere lidt uden for “hvor det sker”, kan du parkere gratis ved Ingerslev boulevard, på de små gader ved Frederiksbjerg, i Øgaderne eller også er det muligt at parkere 5 timer gratis ved Botanisk Have.
Overnatning
Da vi kender en del i Århus, kan vi for det meste finde gratis overnatningsmuligheder. Når vores venner eller familie er væk en weekend, spørger vi, om vi må låne deres lejlighed. Denne mulighed har alle selvfølgelig ikke. De gange det ikke er lykkedes os at få det, har vi bestilt lejlighed over Airbnb. Det er ofte billigere end diverse andre overnatningsmuligheder. Vi har gjort det nogle gange uden problemer til fair priser. Her er der ofte også adgang til køkken, så man kan spare på madbudgettet. Hvis man vil campere, er der mulighed for at slå telt op på campingpladsen “Blommehaven”, som ligger lidt uden for Århus.